Medlem af
Dansk Psykolog Forening
At gå til psykolog
Ved overvejelser ang. et samtaleforløb hos en psykolog kan der melde sig mange tanker. Nedenfor har jeg skrevet lidt omkring de overordnede, samt mere konkret spørgsmål, som ofte kan fylde. Har du spørgsmål er du velkommen til, at ringe til mig og få en uforpligtende, afklarende snak.
Indivduel tilpasset samtaleforløb
Samtalerne tager primært udgangspunkt i dialog, og jeg anvender til tider tegning og andre teknikker, som kan være relevant for dig. Hvis vi sammen tænker det kunne være brugbart, kan der være emner eller handlinger som skal arbejdes med fra gang til gang.
Samtaler
En samtale varer ca. 55 minutter. Ved den første samtale vil jeg hjælpe dig med at få beskrevet de vanskeligheder eller ydre frustrationer, som påvirker dig. Jeg vil drage paralleller og tydeliggøre mønstre i tanker og følelser, som kan give dig en dybere forståelse og klarhed over dine reaktioner. Desuden vil jeg sammen med dig, tale om mulige måder vi kan arbejde med dine problemer fremadrettet.
Efter første samtale tænker jeg, at du skal forholde dig til, om det er brugbart for dig, at snakke med mig idet det er forskelligt, hvilke personer som vi føler tryghed ved og oplever os mødt af.
Forløb
Fra gang til gang tales der om det, der er aktuelt for dig. Jeg bestemmer ikke, hvad vi skal tale om, men vil opfordre til, at vi forholder os til forskellige udsagn eller temaer, som kommer op i vores samtaler. Desuden vil jeg beskrive hypoteser som jeg tænker, er relevant for dig at beskæftige dig med, og hvis du er enig, vil jeg støtte dig i, at arbejde med tanker, følelser og adfærd, som er forbundet med temaet – også hvis det bliver svært og frustrerende.
Varighed
Et samtaleforløbs længde afhænger af, hvem du er og hvilke problematik-ker du ønsker at arbejde med, men ofte tager det minimum 3-5 gange. Som regel er der kortere tid mellem de første par samtaler i et forløb end mellem de sidste.
Etik og tavshedspligt
Som autoriseret psykolog arbejder jeg ud fra Dansk Psykologforeningens etikprincipper hvilket bl.a. vil sige, at jeg har tavshedspligt om det der bliver talt om i terapilokalet.
Min tilgang
Alle mennesker har hver deres unikke baggrund, oplevelser, tanker, følelser og problematikker, og der er derfor ingen terapeutiske forløb, som er ens. Jeg anvender forskellige psykologiske tilgange og metoder for at tilpasse samtaleforløbet til den enkelte.
Jeg forholder mig respektfuldt og etisk korrekt overfor alle mennesker, jeg arbejder med. Jeg anser andre for at være eksperter i deres eget liv, hvor jeg med mine faglige kompetencer og omsorg kan støtte i at udforske og perspektivere det, der er svært, og derigennem være med til at danne mulighed for positiv udvikling og forandring.
Metoder
Jeg arbejder bl.a. ud fra den systemiske og narrative tilgang. Jeg anvender dele af den psykodynamiske tilgang samt den eksistentialistiske forståelsesramme. Desuden inddrager jeg gerne elementer fra den kognitive metode.
Systemisk tilgang
Den systemisk tilgang anskuer mennesket som en del af flere systemer (fx familien, arbejdspladsen, venner, skolen, fritidslivet), som har gensidig indflydelse på hinanden. Således forstås problematikker ikke som noget i individet, men som noget, der opstår mellem mennesker i de forskellige systemer vi bevæger os imellem. Ud fra denne tankegang er det systemerne, som skal udforskes for at finde forståelse ang. problematikker, samt når der skal igangsættes forandringer. Sproget er centralt i denne forståelsesramme, idet sproget anses som det, der er med til at definere og skabe værdi, samt den måde vi opfatter virkeligheden på.
Narrativ tilgang
Narrativ terapi tager udgangspunkt i de fortællinger, vi har om os selv og vores liv. Disse fortællinger har indflydelse på, hvordan vores liv former sig, og hvordan vores selvforståelse og identitet udvikles. Når vi er i pressede perioder af vores liv, har vi ofte negative fortællinger om os selv: manglende energi, overblik, kompetencer, lavt selvværd og manglende handlemuligheder. Gennem terapien åbnes der op for at ændre på eksisterende fortællinger og forståelser af os selv. I terapien kan der ligeledes dannes nye historier, som påvirker selvværdet og selvforståelsen på en mere positiv måde. Dette kan føre til oplevelsen af øget mestring i eget liv og flere handlemuligheder.
Psykodynamisk og eksistentialistiske tilgang
Den psykodynamisk tilgang fokuserer på det ubevidste, selvet og opvæksten. I eksistentialismen er der fokus på tilværelses vilkår. Her tænkes på vilkårenes og værdiernes mening eller absurditet. Med tilværelsens frihed til at vælge ud fra mange muligheder, kan angsten for netop denne frihed opstå. Friheden kan virke dragende og skræmmende på samme tid, og det ikke at kunne vælge kan føre til frustration og ansvarsforskydning.
Kognitive tilgang
Den kognitive terapi bruger jeg bl.a. ved behandling af angst og depression. Metoden handler om at opspore, reflektere over og ændre negative tankemønstre, som kan være med til at udløse og fasthold frustration, tristhed og lidelse. I den kognitive metode anses tanker, følelser og handlinger for at påvirke hinanden gensidigt, og det er derfor muligt at ændre følelser og handling ved at udfordre tankerne eller omvendt.
Psykolog-praksis v/cand.psych.aut. Cecilia Ingemann · cecilia.ingemann@psykolog-praksis.com · Tlf.: 20 51 42 40